.. Indlægget der langsomt er kommet snigende. Indholdet jeg har prøvet at formidle via instagram stories men istedet er endt med at slette, fordi det gang på gang ikke har føltes rigtigt, men det synes jeg det gør lige nu, fordi I dag er en god dag (mere om det længere nede).
Jeg har det lidt mærkeligt for tiden, og med for tiden mener jeg nok de sidste par måneder med undtagelse af tiden i Thailand, for der havde jeg det helt fantastisk. Jeg glæder mig helt vildt til at starte på body sds for at finde ind til kernen af det "mulige problem", som har valgt at bosætte sig i min krop, en form for trist skikkelse har sgu slået lejr, og egentlig vil jeg gerne den drager videre til ingenmandsland, for jeg har fået nok af skulle tage hensyn til følelser, jeg ikke kan forklare, men som fylder og som tydeligvis ikke gør mig glad. Det er en underlig størrelse, hvis bare man kunne skrive et facit under 'problemet', forholde sig til dette og bum - videre. Så nemt skal det åbenbart ikke være. Jeg har dage som i dag, hvor jeg er glad, har en anelse overskud på kontoen og jeg formår at producere en masse. Så er der de dage, hvor jeg er virkelig ked af det indeni, jeg har svært ved at komme igang med dagen og tårerne dukker frem uden melding: "hej så er vi her igen, og vi har ikke tænkt os at forklare hvorfor, og på et tidspunkt smutter vi igen uden at sige farvel". På det seneste har jeg taget mig selv i at være meget stille i sociale sammenhænge, fordi jeg ikke kan finde overskuddet til at 'være på', selvom jeg måske overhovedet ikke behøver at være på, men jeg er bare ikke mig selv. jeg er i rummet, men jeg er ikke tilstede. Jeg får kvalme af de mindste arbejdsopgaver og jeg er bare så skide trist indeni, og dét er en meget uvant følelse for mig, så jeg prøver at tale om den, kun 'være på' og dele ting, der lyster og så mærker jeg efter i øjeblikket ift. at gøre ting, der vækker bare en lille glæde i mig: i dag var det at lave pandekager og jeg blev glad af at stå i køkkenet (det skal siges, at jeg hader at lave mad, så igen var det lidt uvant at jeg ligefrem nød min tid der, haha).
Nå.. Jeg har det jo overordnet godt, og jeg elsker faktisk virkelig oprigtigt det, jeg laver. Derfor er det frusterende ikke lige at kunne navigere i 'humør svingningerne' eller hvad søren vi skal kalde dem, for hvad skyldes de?! Jeg håber bestemt ikke i ser indlægget som om at jeg brokker mig, tager en offer-rolle eller en anden form for "misforstået tolkning", for mest af alt tror jeg det blot var mit eget behov for at få luft - eller fordi jeg prøver at komme med en indirekte undskyldning for, hvorfor der har været lidt stille herinde? Og det skal jeg jo egentlig bare lade være med, hehe. Faktisk har jeg i dag en virkelig rar fornemmelse i kroppen, så måske jeg skal begynde at skrive lidt noter ned, så jeg kan se om der tegner sig et mønster. Jeg arbejder jo meget med mit mindset, og jeg ved, at jeg er herre over egne tanker og dermed hvordan jeg har det - men forestil jer lige at blive frarøvet den superkraft - er det skikkelsen, der har taget den? og gider den godt lige smutte snart?! Evt i morgen eller i det mindste fra mit liv som 26-årig, det fylder jeg nemlig på lørdag, yay! Det var bare lige det! Hav en mega dejlig tirsdag! Det fortjener du!