BREAK-UP - en del af min historie

I dag lyttede jeg til podcasten “soultalk”, hvilket af en eller anden årsag gav mig lysten til at skrive dette indlæg. Det er et indlæg som vil give en klump i halsen, når jeg trykker “save & publish”, men jeg gør det fordi jeg kan mærke, at ordene vil blive grebet hos de, der har brug for at læse dem - ordene, som er en del af min historie. Måske også for at sprede ‘håb’ for de, der lige nu er det sted, jeg var for cirka 3 måneder siden: i et dybt og mørkt hul, hvor glæde, tro, kærlighed og styrke synes ude af syne.

Vi spoler tiden lidt tilbage.. At have været i et forhold med to selvstændige er én ting, at have været i et forhold, hvor jeg i en årerække altid var anden prioritet, fordi arbejdet år efter år løb med førstepladsen er en anden ting, og ord kan ikke beskrive hvor hårdt det er, som i: på ingen måde. Det skal siges, at jeg om nogen forstår hvad det kræver af opbakning at være kæresten på sidelinjen, når din partner opbygger egen virksomhed, og det kan man holde til for en periode (for mit vedkommende flere år).

Jeg mistede mig selv på rejsen, fordi jeg accepterede alt, udviste forståelse og pakkede skuffelserne væk, når ofringerne (set i bakspejlet) var for store. Det gjorde jeg af ren kærlighed, fordi jeg ikke ville miste min partner ved at stille “krav”, for når jeg udtrykte behovet for tosomhed og kvalitetstid blev det ofte forstået som nultolerance og manglende forståelse for det imperium, der skulle opbygges, og jeg ville på ingen måde skubbes længere væk, end jeg i forvejen følte, jeg var.

Set i bakspejlet er det interessante ved ovenstående, at jeg på daværende tidspunkt ikke var særlig selvbevidst, som jeg er i dag, hvor jeg har stort fokus på selvudvikling. Jeg meldte ikke klart ud, jeg satte ikke “krav” (som egentlig ikke er krav, når vi taler om et forhold, hvor 2 parter har sagt ja til et være et team), og jeg tegnede ikke en streg i sandet og sagde: hertil og ikke længere, så i dag forstår jeg egentlig godt, at vi på et tidspunkt skulle køre af sporet - særligt det her punkt vil jeg kunne uddybe til ekstremerne, men så mister jeg jer vidst ;).

Det skal tilføjes, at jeg er ekstremt stolt af passionen, målrettetheden og viljestyrken der ligger bag at opbygge en virksomhed, som min tidligere relation gjorde, de ting han ikke har været udsat for.. Der er en grund til, at de færreste lykkes, for det er ikke for sjov. Jeg ved ikke om jeg ville på den rejse, så jeg bukker mig i støvet og jeg vil til hver en tid synes, at min ekskæreste er den stærkeste og sejeste jeg har mødt på min vej. Faktisk ønsker jeg for alle, at de skal høre hans historie, hele hans historie - for den er en af de mest inspirerende, jeg længe har hørt og oplevet - det i sig selv har lært mig meget undervejs.

….

I start 2019 gennemlever vi den hårdeste kamp, som ender ud i en stor sorg ved tabet af min daværende svigerfar. Under sygdomsforløbet har jeg i en lang periode gjort alt der stod i min magt for at være der for ham og familien, men allerede her kunne jeg mærke, hvordan vi gled længere og længere fra hinanden. Jeg følte mig usynlig, ligegyldig og som en fremmed over for min partner. Det vidste jeg inderst inde godt, at jeg ikke var, for jeg har lært, at når mennesker til tider virker som om de behøver dig mindst, er det der hvor de mangler dig mest - så jeg var der, hele vejen. Sorgen han skulle opleve, vil jeg ønske, at jeg kunne tage fra ham, men vi skal alle kæmpe hver vores kamp, og 8 måneder efter tabet var tiden kommet til min, hvor jeg for første gang i lang tid lytter til egne behov, så jeg flytter ud imens vi stadig forbliver kærester.

2 måneder forinden jeg flyttede lå jeg dagligt på badeværelsegulvet og græd, når han tog på arbejde. Konstant var jeg emotionelt på overarbejde. Jeg kunne ikke kæmpe for hans opmærksomhed og kærlighed mere, alt føltes til sidst så tomt og jeg var drænet som aldrig før. Sorgen havde overtaget alt, og jeg følte mig så forkert ved at udtrykke egne behov, det kunne jeg da ikke tillade mig, når nu det var ham, som havde mistet. Men jeg havde også mistet: min kæreste, han var ikke tilstede, og der var ikke noget os mere.. Jeg måtte flytte mig selv fra det hul, jeg dagligt gravede dybere ved at blive i lejligheden.

I december 2019 flytter jeg ligeledes i håbet om, at vi kan genfinde hinanden, at kærligheden kan genskabes og blomstre på ny, for alt for længe har jeg kørt på reserve batterier, der trængte til at blive opladt igen. Jeg ville så gerne “blive set” og føle mig elsket igen. Håbet blev imødekommet for en stund, men i marts 2020, dagen hvor Danmark lukker ned pga. covid-19 står beslutningen om at gå fra ham stjerneklar: jeg udtrykker, at jeg gerne vil vi ses, fordi jeg synes hele situationen er mærkelig, og jeg har brug for, at vi har hinanden nær - men igen kommer arbejdet først, og jeg må vente. At skulle gå fra en, man elsker, er den sværeste og hårdeste beslutning, men jeg følte ikke, jeg længere havde noget andet valg.

De 3 næste måneder jeg gennemlever under corona alene i et break-up er ubeskrivelige.. Online så jeg hvordan par og familier hyggede sig sammen (selvfølgelig er der også alle dem, hvor det ikke gik godt), men det var hårdt at se, når man følte sig ekstremt alene og ensom. Ligeledes skulle jeg “være mere på” end nogensinde før med mit arbejde online, fordi alle sad hjemme og der var en forventning om, at der blev produceret mere indhold. Egentlig var det et rart break at få mellem tude turene, for kampagner skulle som et hvert andet arbejde stadig laves og eksekveres, så når tårerne ikke pressede på, arbejdede jeg. Jeg var tvunget til at være i mit eget selskab i en måned uden at se familie eller venner, og jeg var tvunget til bare at være i følelserne. Jeg gik mange ture, lyttede til lydbøger, skrev dagbog og fandt pludselig mig selv kokkerere i køkkenet, hvilket jeg ikke rigtig plejer. Hver aften sad jeg på altanen og stortudede med et glas rødvin i hånden og højt musik i ørene imens jeg kiggede op på stjernerne og bad smerten om at forsvinde.

I dag ér jeg taknemmelig for det, jeg har gennemlevet, for jeg står satme noget stærkere end før , og jeg har lært meget om mig selv i den periode. Jeg har dage, der er fortrængt, andre der står tydelige og situationer, hvor jeg ærligt ikke kan kende mig selv. Jeg har grædt af så dyb ulykkelighed at jeg troede mit hoved og bryst ville sprænge. Jeg har tidspunkter, hvor dage startede med rødvin og hvor jeg ikke vidste hvornår dag blev til nat og omvendt. At skulle gå fra et menneske, man elsker, fordi man til sidst ikke har noget andet valg, er det hårdeste - men hold kæft hvor er jeg et meget bedre sted lige nu!

Nu begynder det her tunge indlæg at lysne lidt op. Jeg ved I ikke læser dette som en bebrejdelse mod min tidligere relation, for hverken når man gennemlever en sorg, eller skal have sin virksomhed til at overleve en corona-krise uden at gå konkurs, er man sig selv - tværtimod handler det om overlevelse - men det har en konsekvens, alt har sin pris. Det forstår og står jeg ved nu.

I dag ser vi hinanden med nye øjne der rummer en vis grad af tilgivelse og kærlighed, for vi har været på den hårdeste rejse både sammen og hver for sig og jeg er sgu stolt af os begge. Jeg arbejder stadig meget med at give helt slip på sorgen og det svigt, jeg i flere år har følt, men det er min kamp og jeg er så småt på vej mod et lettere jeg i flow. Jeg kan mærke, at det har givet ar på krop og sjæl, og særligt derfor gør jeg brug af healing og andre alternative “selvudviklingsformer”.

Jeg er stolt af, at jeg trods et ulykkeligt og knust hjerte formåede at holde virksomheden igang, kigge efter ny bolig, flytte igen, komme på plads (igen) for nu at sidde her og smile til mig selv igen. Godt gået Lotte-pigen! Lad fremtiden bringe hvadend den nu engang må bringe, jeg tager imod den med smil og åbne arme.

Jeg husker mig selv på sætningen: det liv du lever, er det liv du får.

Hvadend du måtte gennemgå lige nu, så ér der lys forude og husk, at det du gennemlever lige nu er for en periode og definerer ikke hele dig og hele dit liv. Når livet giver os udfordringer, er det fordi, der er noget, vi skal lære.

Dette var sgu et af de sværere indlæg at skrive, og uden at være gået helt i detaljer: hvis det har hjulpet bare én sjæl at læse, så er det hele skriveriet værd.

Love, CC