CC STORY

Hej, mange tak fordi du finder dig tid til at læse med, det sætter jeg stor pris på!
Over de seneste 14 dage, har jeg "prøvet" at udgive dette post, men noget i mig har haft trangen til at holde igen. Noget i mig vil ikke helt være ved, hvordan jeg har haft det, og ved ikke at gøre det offentligt, har jeg bildt mig selv ind, at det ikke er virkeligheden - men det er det, og trods jeg har veninder og familie jeg har kunnet drøfte dette med, så har jeg ligeledes brug for at poste det på bloggen, hvorfor? Læs med her...

Det bliver mere personligt end hvad jeg plejer at poste, hvilket jeg ligeledes har brug for at begrunde, for de seneste uger føler jeg at have gennemlevet en personlig udvikling, der har resulteret i et klarsyn omkring hvor jeg er på vej hen. At blive bevidst om, hvorfor man virkelig gør, som man gør - hver dag, det er en befrielse, men trods dage, hvor alt synes at give mening - ligeså opstår dage, hvor alt virker forkert, man føler sig skrøbelig, usikker og kan ikke se meningen med dét, der ugen forinden virkede så fantastisk og rigtigt. Hvem er jeg, hvad har jeg opnået i en alder af 24 år, er jeg nået langt nok og er jeg overhovedet på rette vej? Dette er blandt andet tanker, som har fyldt mit hoved de sidste mange uger - måske du har været samme sted.

Er det her overhovedet mig? Trods timer, dage og til tider uger, hvor jeg ikke føler mig sikker på min 'sti', så ved jeg, at jeg er præcis, hvor jeg skal være. Hvis jeg lod hjertet bane vejen og bekymringerne blive hjemme, så kunne du vække mig i søvne og jeg ville ikke tøve et split sekund med at sige, at jeg elsker den hverdag, jeg har skabt for mig selv. Hvem vil ikke gerne leve af at være sig selv? Men når så vi skræller lidt af facaden af, når vi graver lidt dybere end til de pænt opstillede billeder på instagram, er tingene så altid så meget lettere for os "bloggere"?

Din egen største fjende: Dette kommer muligvis til at lyde mærkeligt, men ganske simpelt har jeg på ingen måde kunne forene mig med titlen som værende 'blogger' (nu arbejder jeg også som 'content creator', hvor jeg laver digitalt indhold for 2 virksomheder), men se: bare det at jeg føler jeg bliver nødt til at nævne det for at vise jeg 'kan mere' og ikke 'kun er blogger', det frustrerer mig. Mine egne kritiske briller og et forkert mindset har bremset min udvikling, og jeg har virkelig haft svært ved at gennemskue, hvorfor jeg har haft så svært med at forene mig med titlen, når det jeg allerhelst vil er at kunne løsrive mig fra alt andet og gøre det fuldtid?

En fed titel eller en lykkelig sjæl? Jeg har været ekstremt splittet, hvilket har medført at jeg har haft helt forkert fokus. I ugevis arbejdede jeg på en ny hjemmeside, fordi jeg ville vise, hvad jeg som selvstændig kunne tilbyde virksomheder, altså at jeg som influencer, digital content creator og konsulent inden for social media kunne mere end en simpel blogger. Men hov? En simpel blogger - det er sådan "vi" ofte opfattes, hvorfor behovet for at bevise mere opstår. Det er på ingen måde simpelt at være blogger - hvis man vil lave det fuldtid og leve af det vel og mærke (den smarte læser behøver ikke en begrundelse herpå). Har du tænkt over, hvordan vi binder os til titler, og alt efter hvilken titel du præsenterer dig selv med, da forstærkes eller mindskes respekten for dig. Jeg lavede på Roskilde Festival et lille sjovt forsøg, da man møder mange mennesker, som spørger ind til ens erhverv. Jeg præsenterede mig selv på to måder (begge titler beskrev præcis det samme), men jo mere fancy det lød, jo større øjne blev jeg mødt af, hehe. Hvis jeg sagde blogger mente folk de til mig skulle forklare, "hvad det er for noget", og efter deres beskrivelse, ved jeg ikke hvor fancy jeg synes det lød?. Min pointe er, jeg har haft alt for travlt med at hæfte mig ved en titel og folks mening istedet for at mærke efter, om mit erhverv gjorde mig glad - og det gør det.

Hvornår er man god nok? Min udfordring har så været, at jeg ikke synes, jeg leverer nok, jeg kan mere! Jeg er en arbejdshest, for når man er selvstændig ved man også, at successen er op til en selv, så jo hårdere arbejde, jo federe resultater. I 2012 besluttede jeg mig for at ville arbejde som professionel danser, fordi det gjorde mig glad, dette gjorde jeg i næsten hele 2013 indtil jeg tog mig selv i at have mistet mig selv. I 2014 besluttede jeg mig for at ville opstarte eget taskebrand, da jeg synes der var et hul på markedet (længere historie), jeg fik tegnet, designet, produceret, klargjort og skulle "blot" trykke på GO! Men det gjorde mig ikke glad, men jeg kunne, hvis jeg ville. I 2016 startede jeg eventbureauet ASIGHT for influencers, og den første måned afholdt jeg 9 events med fuld hus og efterspørgsler på, hvordan man kunne deltage, jeg tog bureauet til næste niveau med min praktikant, men valget om at flytte til KBH krævede ændringer i virksomheden, som jeg ikke helt kan stå inde for. Min pointe er, jeg tror på, at vi alle kan, hvadend vi sætter os for, men set i bakspejlet har jeg svært ved at forene mig med min titel som værende blogger, når nu jeg føler jeg kan mere - så er jeg god nok?!

It's all in your mind: For at kæde mit indlæg sammen, for at binde knude på den røde tråd, så startede jeg med at skrive, at jeg de seneste uger føler, jeg har gennemlevet en personlig udvikling. Jeg kommer fra en familie, hvor opbakning er et grundlæggende nøgleord i min opvækst, og jeg har lært meget omkring loven om tiltrækning, hvilket jeg er mine forældre evig taknemmelig for. Hvad vi fokuserer på og sender ud, dét tiltrækker vi - og min egen kritiske holdning til min 'titel' har bestemt sat en midlertidig stopper for min fremgang. Tanker som "hvad nu hvis" standser udviklingen, for istedet for at fokusere på målet og have tillid til processen, så fokuserede jeg på udfordringer, og blev derfor kun mødt af udfordringer. Change your mind and you will change your life.

Nothing comes easy! Med rysterende hænder, tårerne på randen til at trille og kvalmen pressende på, så har jeg udfra hele ovenstående proces brug for "blotte" sidste knude i brystet, som jeg gerne vil have forløst. Jeg afsluttede gymnasiet i 2012, vi skriver nu 2017. Snart tages der hul på endnu et 'uddannelses' år, og fortsat begiver jeg mig ud på den skrøbelige, ustabile og tilgroede sti, som jeg ikke ved hvor fører mig til. 5 år har jeg været verdens mest priviligerede pige, fordi jeg har fået lov til at følge, hvor mit hjerte har taget mig. Men dette vil aldrig, som i ALDRIG have været en mulighed, hvis ikke mine forældre, udover støtte og opbakning, rent økonomisk havde hjulpet mig. Mit sidste afsnit i denne halvlange roman er det sværeste at skrive, hvorfor det nok også endte med at blive min afslutning. Jeg kunne have undladt det, men istedet for at dele 90 % af min lille 'iværksætter' sjæls tanker, så har jeg brug for at dele 110 %.

Heldigvis er det kun sket få gange, at jeg er blevet mødt af kommentarer som, at jeg jo ikke behøver tænke over morgendagen eller arbejde lige så hårdt som "os andre", fordi jeg har forældre, der hjælper mig. I sådanne situationer tager jeg en ekstra dyb indånding, men... da jeg flyttede til København sad jeg i et "vigtigt" møde omkring hvorvidt jeg skulle hyres ind som selvstændig event-koordinator eller ej for et stort bureau, hvor min løn kunne variere mellem 30.000-100.000 pr måned. Jeg sad over for 2 herre, og dette var 3. og sidste møde, inden vi alle skulle beslutte os omkring samarbejde eller ej. De hev så min instagramprofil frem og sagde, at for dem var tingene aldrig kommet så let til dem, som det lignede det gjorde for mig, og at de havde skabt alt fra bunden selv, fordi de var nødt til det! Var det mor og far der betalte hele gildet? (Velkommen til København btw, her pakker vi ikke tingene ind, haha). Efter der var blevet sagt et par spændende ting omkring mig, og hvem jeg var (som de så det selvfølgelig), så tog jeg en dyb indånding, rettede mig op og spurgte, om de kendte til ordsproget "don't ever judge a book by its cover". Yderligere spurgte jeg, om jeg måtte tage 5 minutter af deres tid til at skabe et paradigme skift, eftersom jeg mente de 2 herre, jeg muligvis skulle samarbejde med, var lidt på afveje ift. hvilken jyde de sad overfor... Jeg fik mine 5 minutter.

Når man har en form for sikkerhedsnet kræver det endnu større "nosser" at hanke op i sig selv og ikke hvile på laurbærene, mange i min situation ville i nogen grad have taget det forgivet, at der er "givet" for at optimere og skabe mere. At man får lidt hjælp betyder ikke i alle sammenhænge, at man arbejder mindre end de, der ikke får hjælp. Ens "WHY" tror jeg på er ekstremt stærkt, hvis man ikke kommer med økonomisk opbakning, derfor tror jeg også på, at ens "WHY" skal være endu stærkere, når man gør! Jeg har en evig trang til at ville præstere og ikke skuffe mine forældre, jeg vil gerne vise, at jeg aldrig tager noget forgivet, og at jeg kan mere, trods de aldrig forventer det! Jeg har et inderligt ønske om at kunne løsrive mig fra sikkerhedsnettet, men mit erhverv er så usikkert, at jeg konstant tænker innovativt ift. at "genskabe den dybetallerken", for at skille mig ud og netop vise virksomheder, hvilken forskel jeg kan gøre for dem, så jeg kan gøre mine forældre stolte, og så de ikke føler, jeg har taget deres hjælp forgivet! Forståeligt at folk udfra billeder med materialle luksuøse genstande kan tænke, at alt kommer nemt til en, men please. Don't ever judge a book by it's cover!

Meget på hjerte: selvom mit indlæg er langt, føler jeg det er tomt og fuld af mangler. Jeg er fyldt til randen med ting, jeg gerne vil dele.. Hvordan man i en venindegruppe, som eneste selvstændig, kan møde udfordringer. Hvordan man får parforholdet til at fungere, når kun den ene er selvstændig eller når begge er selvstændige (har prøvet begge dele). Hvordan man kommer igennem ekstremt udfordrenede perioder, når kunder falder fra. Hvor svært det er at være familiemenneske, og være den mindste af 3 søskende, der har rykket basen til Kbh og dagligt føle et ubeskriveligt savn. Jeg holder her... Til de af jer, der læste med helt til enden, tak! <3

(btw. jeg tog selvfølgelig ikke jobbet i bureauet, jeg arbejder ikke med robotter, men med mennesker, og jeg vil aldrig gå på kompromis med hvem jeg er for en fed løn, never).

Love, CC